Gå til indhold

Ansat, selvstændig eller fjernarbejde

Arbejde

Der er mange måder at stykke et ærøsk arbejdsliv sammen på.

Her er gode faste jobs, men her er også masser af muligheder for at være selvstændig, iværksætter, deltids- eller sæsonansat.

Det er ikke nødvendigvis nemmere. Til gengæld kan det være mere fleksibelt. Og der er sjældent kø på vej til arbejde!

Snedker i gang med et møbel

Jobsøgning på Ærø

Man kan finde sig et ærøsk job inden for håndværk, sundhed, undervisning, det maritime, grøn energi, turisme, service, produktion, administration, kultur — og mange andre branchekoder.

Ærø Kommune slår deres ledige stillinger op her. Jobnet har også nogle opslag, men mange ærøske virksomheder annoncerer ikke efter ansatte, selvom de måske nok kunne bruge flere folk. I stedet bruger de deres netværk og spørger naboen.

Så det vil vi også opfordre dig til at gøre. Og så kan uopfordrede ansøgninger, kaffebesøg og Facebook-opslag også anbefales.

Ærø Bryggeri

Iværksætteri

Ærø har en stærk iværksætterkultur, hvor der ikke er langt fra tanke over handling til oprettelse af CVR-nummer. Øens iværksættere spænder bredt fra IT-brancher, fødevarer og design til håndværk.

Et liv på Ærø betyder ofte langt lavere leveomkostninger, end hvad man kender fra større byer. Derfor er modet også nogle gange større til at kaste sig ud i livet som selvstændig.

Uanset hvad du og din virksomhed handler om, kan du blive en del af Ærø Erhvervsforening, som er en god støtte at have med, når din forretning skal udklækkes.

Hjemmekontor med udsigt over vandet

Fjernarbejde

Ærø kan prale af lynhurtigt fibernet samt flere gode kontorfællesskaber, hvor man både kan passe sin virksomhed og få nye netværk.

Mange enkeltmandsvirksomheder har kunder fra hele landet og hele verden. Og det er overordentligt nemt at få sig en dukkert mellem online-møderne.

Øen har desuden et imponerende antal søfolk, som arbejder på alle verdenshave, men tager færgen hjem til Ærø efter hver tørn.

Den største udfordring forbundet med at flytte til Ærø var karrieren: som humanistisk uddannet er der ret begrænsede muligheder, hvis ikke man har tænkt sig at pendle — men det er jo ikke derfor, man flytter til en ø. Så jeg kastede mig selv ud på dybt vand og gik i murerlære som 33-årig.

Daniel, 37 år, ærøbo siden 1989

Keramiker i sit værksted på Ærø

Karriereskift

På en ø med knapt 6.000 indbyggere kan det være en udfordring at finde det job, der præcis matcher den uddannelse og de ambitioner, man måske har med sig fra en større by.

I begyndelsen kan det give god mening at kaste sig ud i noget nyt, der måske ikke er drømmejobbet, men som til en start kan sikre et levegrundlag.

Mange ærøboer har skiftet karriere et par gange og fået arbejdslivet til at passe til familielivet og fritiden.

Ærøbo på sit kontor