Uddannelse, venskaber og netværk
Unge
Ærø er en uddannelses-ø, og ungdomsmiljøet er overraskende mangfoldigt.
At være ung på Ærø kan betyde, at man er indfødt teenager, der snart får udlængsel. At man er HF’er, der lever ø-livet, indtil studenterhuen kommer på. At man har sin læreplads på en ærøsk virksomhed, eller at man læser på Marstal Navigationsskole ind imellem sine eventyr til søs.

Plads til flere måder at være ung på
Det kan også være noget helt femte, hvor man bare passer sit job og tilfældigvis er lidt yngre end gennemsnitsærøboen.
Fællesskaberne er mange og tætte, og ærøske unge bevarer ofte en stærk tilknytning til øen, selvom de måske rejser til fastlandet for en stund. En del af dem vender nemlig tilbage igen.


Viften
For de yngste unge er Viften Ærøs samlede kommunale fritidstilbud, som består af musik- og ungdomsskole, fritidsklubber, teater- og kunstværksted og meget mere.

Ungdomsrådet
De 15-25-årige har mulighed for at deltage i Ungdomsrådet, som selv arrangerer koncerter, udflugter og andre aktiviteter for alle øens unge.
På Ærø har vi ofte kun det sjov, vi selv laver. Men til gengæld er der rige muligheder for netop selv at tage initiativer og få idéer ført ud i livet.

Campus Ærø
Campus Ærø er et studie- og mødested for alle ærøboer under uddannelse. Campus-bygningen har et veludstyret studiecenter til øens fjernstuderende, og der bliver også arrangeret aktiviteter, som styrker studiefællesskabet.
Ungdomsarbejde
En høj andel af ærøske unge har et job, de passer ved siden af skolen og deres fritidsaktiviteter. Virksomhederne på øen er gode til at give de unge ansvar, og for mange betyder fritidsjobbet også, at man kommer i kontakt med flere forskellige generationer, der lærer én at indgå i et forpligtende fællesskab.

Foreningslivet
Unge ærøboer får ofte de stærkeste netværk uden for skolen, i øens foreningsliv.
Ud over idrætsforeningerne har særligt Ærø Skate, Ærø Klatreklub, Skibslauget De 4 Brødre og Friluftsfællesskabet Øhopperne mange unge medlemmer, der tager ansvar for fællesskabet.

Der er så mange forskellige tilbud på øen — også hvis man ikke interesserer sig for sejlads — og jeg har været særligt overrasket over, hvor godt ungemiljøet er på Ærø. Vi er ikke mange, men os, der er her, er meget tætte.
Rumle, 20 år, ærøbo siden 2025